Jeg ville slet ikke være forfatter, jeg ville være tegner. Derfor søgte jeg ind på Kunsthåndværkerskolen, den tids designskole, som 16årig og kom ind som den alleryngste. I to år tegnede jeg otte timer om dagen, seks dage om ugen, indtil jeg ikke længere kunne holde ud at sidde stille og skiftede spor.

Jeg begyndte at arbejde i børnehaver og fritidshjem, den tids SFO, og i 1971 blev jeg optaget på Tårnby Børnehaveseminarium. På tredie og sidste år skulle vi aflevere en stor skriflig opgave, et speciale, og fordi jeg interesserede mig for tegninger, valgte jeg sammen med en studiekammerat at skrive speciale om billedbøger.

Det blev en spændende tid, hvor vi dykkede ned i børnelitteraturens historie og læste stakkevis af billedbøger og skrev dybsindige analyser, der vist ikke længere tåler at se dagens lys. Det blev også en tid, hvor vi traf alle mulige andre, der beskæftigede sig med børnebøger, og på den måde kom jeg med i en gruppe på forlaget Fremad, der skulle diskutere og planlægge fremtidige udgivelser. Vi mødtes gang på gang og al vores snak mundede ud i, at vi ville sætte en forfatter og en tegner i gang med at skabe en billedbog på baggrund af vores mange samtaler.

Vi begyndte med forfatteren, der efter et stykke tid afleverede en tekst, vi ikke var tilfredse med. ”Det kan jeg sgu gøre bedre,” røg det ud af munden på mig. ”Så gå hjem og gør det,” sagde redaktøren på Fremad, Joachim Malling. Det gjorde jeg så, og det blev teksten til DER HVOR LINDA BOR, som blev illustreret af en klassekammerat fra min tid på Kunsthåndværkerskolen, Lilian Brøgger.

Det var en dejlig dag, da vi gik ned ad trappen fra forlaget og ud i regnen på Nørrebrogade med hver vores ti frieksemplarer under armen. Det var så dejligt, at jeg besluttede, at det ville jeg prøve igen. Det var dér, den efterårsdag i 1975, at jeg besluttede, at jeg ville være forfatter.