Bag om Kragevig

I 1991 udskrev forlaget Høst & Søn en konkurrence om den bedste børne- eller ungdomsbog en konkurrence, som jeg ikke have tænkt mig at deltage i. Jeg var lige blevet færdig med ungdomsbogen “Piletina”, og jeg var, som altid når jeg har afsluttet en bog, fuldstændig tom i hovedet. Indtil en varm septemberaften hvor jeg sad på min terrasse. Mens et stjerneskud trak en lysende stribe hen over himlen, fik jeg ideen til at skrive en bog om et barn, der er fuldstændig alene i verden uden familie, uden venner, uden naboer. Og bogen skulle så handle om, hvad det barn ville gøre. Men jeg havde svært ved at se, hvordan handlingen skulle kunne foregå i Danmark i nutiden. Intet barn kan være fuldstændig alene her.

Så var det, jeg kom i tanke om et øde sted ved en lille vig, hvor jeg engang sov to nætter i en hængekøje af fiskenet i et ubeboet hus. Det sted, hvor jeg første gang så vilde geder og sæler i fri natur, og hvor der ikke var andre lyde end bækkens rislen, bølgerne mod stranden og vindens susen. Jeg besluttede, at jeg ville deltage i konkurrencen. Og samtidig besluttede jeg, at jeg ville skrive en bog, som kunne have været min egen yndlingsbog, da jeg var 12 år gammel. Jeg fik manuskriptet færdig til tiden; jeg vandt ikke konkurrencen, men jeg fik udgivet Krageungen og senere de tre andre bøger i den serie, som det endte med at blive.

Serien

Da jeg var færdig med Krageungen, kunne jeg mærke, at jeg slet ikke var færdig med at skrive om de personer, jeg havde fundet på, og det univers, jeg havde skabt. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg kunne selvfølgelig vælge at fortsætte med at skrive om Krageungen, om Unna, som hun bliver kaldt i slutningen af bogen. Jeg kunne lade tiden gå og lade hende blive ældre og ældre. På den anden side havde jeg jo aftalt med mig selv at skrive en bog, som kunne have været min egen yndlingsbog, da jeg var 12. Og dengang kunne jeg bedst lide at læse om nogen på min egen alder. Jeg elskede bøgerne om Laura fra “Det lille hus i den store skov” af Laura Ingalls Wilder. Men jeg syntes, det var kedeligt at læse om hende, da hun blev voksen og forelsket og skolelærer.

Så var det, jeg fik idéen til at lade hver bog have sin egen hovedperson. I “Krageungen” havde jeg været så heldig at lade Unna træffe en pige, som var yngre, end hun selv var, nemlig Eidi. Hun blev så hovedperson i den næste bog, og Unna blev en af bipersonerne. I “Eidi” lader jeg Eidi møde drengen Tink, og han bliver den næste hovedperson, mens Eidi træder ind i bipersonernes række. Den sidste hovedperson havde jeg med fra første bog, nemlig lille Dåp, hvis rigtige navn er Alek.

Jeg havde ikke på forhånd lagt mig fast på, hvor mange bøger der skulle være i serien. Når jeg valgte at stoppe med Alek, var det, fordi jeg opdagede, at jeg var begyndt at gentage mig selv, når jeg beskrev Kragevig og landskabet rundt om den. Serien måtte ikke ende med at blive udvandet; jeg ønskede, at den sidste bog skulle være mindst lige så god som den første.

Sådan fandt jeg Kragevig

I sommeren 1979 var jeg på cykeltur i Skotland med en veninde. Vi havde en liste med over steder, hvor man kunne overnatte, og det var den, som førte os til det, der senere blev til Kragevig. På listen stod en adresse ude på en af øerne langs Skotlands vestkyst. Vi tog chancen og den sidste færge derud. Der var ikke mange, der skulle i land, kun et par biler som hurtigt forsvandt, og så var vi alene tilbage på den landevej, der førte fra færgelejet ind over øen. Store tågebanker drev hen over vandet og landet, ind imellem åbnede der sig et hul i skyerne, der et øjeblik lod det disede sollys stå i en søjle, indtil hullet lukkede sig igen. Vilde kaniner zigzaggede over vejen, som vi fulgte frem til en lille, hvidkalket by, der lå ned til en turkis lagune. Små klippeøer adskilte bugten fra havet, og det milde kystklima tillod et par palmer at dyppe tæerne i vandkanten. Vi var ikke i tvivl: Her havde vi lyst til at være.

Men den stakkels kvinde, som havde sat sin adresse på listen, blev frygtelig flov, da vi fandt frem til hende. For det hus, som hun og hendes mand var ved at få bygget, og hvor de ville få plads til feriegæster, var ikke færdigt endnu. Så hun fik os indlogeret hos naboen. To nætter kunne vi bo i gæsteværelset, så kom der familiebesøg, og vi måtte rykke ud igen. Men vi var slet ikke parate til at forlade vores ø endnu. Vi havde fået fortalt, at der før anden verdenskrig havde boet 2.000 mennesker på øen, og nu var der kun 200 tilbage, og så var det jeg tænkte, at et eller andet sted på den 56 km lange ø måtte der være et tomt hus.

Det var der. Vores to værtinder havde aldrig selv været der, men de kunne fortælle, at hvis vi cyklede 36 km ud ad vejen, ville vi komme til en mandshøj klippe. Dér skulle vi stille cyklerne og så følge en lille sti mod vest. Når vi havde gået et par timer, ville vi komme til et forladt hus, der stod åbent for spejdere og vandringsfolk. Vi pakkede proviant og soveposer og drog af sted, og takket været de gummistøvler, som vores venlige værtsfolk havde lånt os, nåede vi tørskoede gennem lavningerne og stod til sidst på en bakkekam og så ud over et sted, der så sådan ud:

“Ved en lille vig, hvor en bæk løb ud i havet, lå tre huse. Det vil sige, det ene var ikke et hus mere. Det var en ruin, kun det nederste af murene stod tilbage. Det andet hus var også ubeboet. Der var hul i taget, og regn og vand havde skuret kalken af, så man kunne se de grå, tilhuggede sten, det var bygget af. Det tredje hus lå helt nede ved vandet. Det var hvidt med en skorsten ved hver gavl.”

Sådan begynder romanen om Krageungen. Vigen fandt jeg på øen Jura. Jeg har kun været der den ene gang for meget længe siden.

Research

Det univers, jeg skabte omkring den lille skotske vig, “Kragevig” som jeg kaldte den, var fiktivt. Det var noget, jeg selv fandt på. Men selv i et fiktivt univers er der regler at overholde. Får er nu engang får, og fisk er fisk, og eftersom jeg ikke vidste ret meget om nogen af delene, var der nok at gå i gang med. Man kan læse sig til meget: Hvordan man holder får, klipper dem, karter og spinder ulden. Men hvordan dyrene ser ud i øjnene, må man selv kigge efter for at kunne beskrive, hvordan blikket så ud hos Krageungens lille, brune får, da det druknede i mosen.

Da jeg skulle beskrive, hvordan Rossan arbejder sammen med sin hund, Glennie, havde jeg allerede set, hvordan en australsk hyrdehund vogte får i virkeligheden. Jeg havde også samlet muslinger og drivtømmer og smagt strandkål, så til de to første bøger i serien havde jeg ikke de store problemer med research. Men da jeg skulle i gang med den tredje bog, kom jeg på arbejde.

I den møder drengen Tink en fordrukken stodder, Burd, der er god til mange ting, bl.a. lærer han Tink at fiske. Men det er svært at beskrive, hvordan nogen lærer noget, når man ikke selv aner noget om det. Det var før, man kunne komme på internettet, så jeg var afhængig af de bøger, jeg kunne finde frem til. Jeg fandt en turistguide til Shetlandsøerne, hvor forfatteren, James R. Nicolson, helt kort kommer ind på fåreavl og fiskeri, og bag i bogen kunne jeg se, at han også havde skrevet en bog, der hed “Traditional life in Shetland”.

Den viste sig at være en guldgrube. Ved at læse den fik jeg sat mig godt og grundigt ind i linefiskeri, som er den metode Burd oplærer Tink i, og jeg fik en masse gode idéer. Når Eidi skal bevise, hvor utroligt god hun er til at spinde og strikke og gør det ved at trække et sjal gennem en fingerring, så er det noget, jeg har fra den bog. Det samme med lyset i kraniet i “Alek”. På Shetlandsøerne satte man juleaften en prås i kraniet fra et får, i “Alek” ender det med, at de bruger kraniet fra Aleks gamle hest.

Men det, jeg har skrevet, er ikke historiske romaner fra Shetlandsøerne i slutningen af attenhundredtallet. Bøgerne er inspireret af virkeligheden, men foregår i en verden, der kun kan findes i de fire bøger i serien.